AMBITIØS HEDEHUSENE-RYTTER HÅBER PÅ FLERE UDLANDSEVENTYR I DEN NYE SÆSON

Når Mikkel Weber lige om lidt tager hul på endnu en sæson på Team Fri BikeShop Zealand Cycling Junior er det med gode oplevelser i bagagen fra hans første år på teamet – og den erfaring han allerede har fået, forventer han at udbygge markant.

”Jeg har været rigtig tilfreds med det første år på holdet, selv om jeg fik halvdelen af sæsonen spoleret af corona-smitte. Det gav mig en del vejrtrækningsproblemer, som har irriteret mig til både træning og løb. Det tog toppen af præstationerne, men det bliver forhåbentlig bedre i år”, siger 17-årige Mikkel Weber.
.
Lige nu, hvor vinteren stadig har tag i Danmark bruger Mikkel Weber en hel del tid på cykelbanen i Ballerup, hvor han sammen med flere af kammeraterne fra det sjællandske team holder formen ved lige og bygger på den råstyrke, som de kortere og eksplosive banediscipliner kan give. Det har han gjort gennem flere år – og det betyder at han, trods sin spinkle statur – er uhyggelig stærk, når der pludselig rykkes i feltet.
.
SUPER SAMMENHOLD OG SPORTSLIGT SETUP
.
Trods corona-sygdommens tilbageslag har Mikkel Weber fortsat træningen med uformindsket motivation og ambitionerne er stadig høje for den kommende sæson. Og det er da også derfor, han har valgt at underskrive endnu en kontrakt med juniorteamet:
.
”Jeg synes, det har været et fedt år. Jeg har forlænget med teamet, fordi vi har et godt sammenhold og vi har et rigtig godt sportsligt set up. Jeg håber, jeg kan udvikle mig endnu mere som anden års U19, siger Mikkel Weber som blandt andet ser frem til sæsonens licensløb rundt i Danmark. Men udlandsløbene trækker i dén grad også:
.
FEDT AT KØRE RIGTIGT “BELGIER-LØB”
.
“Vi var i Belgien og køre et vaskeægte ”Belgier-løb” – altså hårdt, hektisk og med en masse positionskamp. Men det var fedt at prøve, og det ser jeg rigtig meget frem til at gøre i den kommende sæson. Selvfølgelig er løbene her i Danmark også fede, men de er bare noget andet at køre i udlandet, når der er så mange gode konkurrenter man ikke kender. Det giver super god erfaring, siger rytteren, der første gang sad på en cykel, da han var 9 år.
.
Sideløbende med cykelkarrieren går Mikkel Weber i 1. G. på Himmelev Gymnasium – for som så mange unge ambitiøse ryttere, er han bevidst om at uddannelse er et fornuftigt fundament – også selvom han som så mange andre på juniorcykelscenen håber at komme til at kunne leve af at cykle.
.
TAK TIL VORES SPONSORER: