ORDRUP-RYTTER KLAR TIL AT TAGE KAMPEN OP

MED LANDETS BEDSTE JUNIORER

Den snart 17-årige Victor Vad har cyklet Nordsjælland tyndt siden han var 11 – nu har han skrevet kontrakt med det ambitiøse sjællandske juniorcykelhold Team Fri BikeShop Zealand Cycling for den kommende sæson.

”Det bliver fedt at køre for et hold, hvor vi er der for hinanden. Det bliver selvfølgelig noget andet end det, jeg har prøvet indtil nu. Men jeg tror det bliver fedt, for jeg kan godt lide fællesskabet, og vil gerne give den en skalle for mine holdkammerater, siger Victor Vad, som ser frem til at høste en masse erfaring i sit første år som juniorrytter.
.
HÅBER PÅ EN PLADS PÅ BRUTTOLANDSHOLDET
Da Victor Vad i sidste sæson kørte sin sidste sæson som U17-rytter formåede han at køre sig på bruttolandsholdet, og den plads håber han at kunne fastholde, når han altså inden længe officielt er juniorrytter og skal konkurrere mod alle landets bedste U19-ryttere, når sæsonen indledes sidst i marts.
.
” Jeg har ikke en bestemt sejr eller et resultat jeg er mest stolt af, men jeg er meget tilfreds med sidste sæson. Det har nok været min bedste sæson, og jeg håber på at kunne fortsætte udviklingen og stadig have en plads på juniorbruttolandsholdet. Men også at få kørt nogle gode resultater hjem og få kørt løb internationalt, siger Victor Vad, som om vinteren også hiver cyklen indenfor og kører på Ballerup Superarena, hvor han blandt andet træner og konkurrerer i de forskellige olympiske discipliner.
.
KASPER ASGREN ER SUPERSEJ
.
Victor Vad er en relativ høj rytter med sine 188 centimeter og han betegner sig selv som både eksplosiv og viljefast. Og så kan han godt lide de lange, hårde løb. Og det kommer han til at få brug for, når han i de kommende to år skal køre helt op mod 120 kilometer hver søndag til juniorernes licensløb – det er noget længere, end han er vant til. Og han vil gerne være en rigtig slider, som de seje danskere i fjernsynet:
.
”Jeg har egentlig ikke et bestemt idol, men hvis jeg skulle vælge, så ville det nok være Kasper Asgren. Han er supersej og er netop rigtig god, når løbene blive lange og ekstra hårde, siger Victor Vad, som udover at træde i pedalerne, passer sin STX-uddannelse på Øregård Gymnasium, hvor han lige nu går i 1. G.
”Skolearbejdet bruger jeg også meget tid på. Når jeg ikke cykler prøver jeg at finde tid til at være sammen med venner og ellers så forbereder jeg mig på, når der skal køres cykelløb”, siger han.
.
TAK TIL VORES SPONSORER: