16-ÅRIG HOLBÆK-RYTTER HÅBER BJERGBENENE BRINGER HAM HØJT OP I JUNIORRÆKKERNE
Når foråret kommer og landevejssæsonen igen går i gang vil Mads Schulz Jørgensen tage springet fra ungdomsrækkerne op til juniorerne, hvor han i den kommende sæson har fået plads på det sjællandske Team Fri BikeShop Zealand Cycling Junior.
”Jeg glæder mig til at komme til at køre på et rigtigt cykelhold og forsøge at hente nogle topplaceringer hjem, enten til mig selv eller til mine holdkammerater, siger Mads Schulz Jørgensen, som har kørt i Holbæk Cykelsport de seneste fire år.
Men med ”oprykningen” til U19-rytter var det på tide at forlade de trygge, hjemlige rammer. Og derfor har han gjort, som så mange af de andre unge, talentfulde ryttere og skrevet kontrakt med et juniorteam, som skal konkurrere på de danske og udenlandske landeveje det meste af året.
.
BAKKETONS OG CROSS OM VINTEREN
.
Og det er en alsidig rytter, som Fri BikeShop teamet nu får fornøjelsen af at have med ombord. Udover at han træner på landevejen hele året, bruger han en del af vintersæsonen i mudder og pløre på græs og skovstier. Mads Schulz Jørgensen er nemlig også bidt af cross-cyklen og elsker det højintense ræs, hvor det hele bliver afgjort på en times tid. Og hvor ryttere og cykel ofte er så beskidte bagefter, at en højtryksspuler er nødvendig.
.
Det er også noget af den råstyrke, der er nødvendig i crossen, der gavner Mads Schulz Jørgensen på landevejen. Han er stærk på bakkerne – og så har han udholdenheden til også at kunne køre længere stigninger. Ja, han er vel nærmest en god, gammeldags bjergrytter. Og selv om der ikke er mange bjerge her i Danmark, er der store forventninger til den kommende sæson, når licensløbene for alvor begynder til april.
.
EN DISCIPLINERET SLIDER
.
”Jeg er blevet samlet nummer 2 i etapeløbet Randers Bike Week – og jeg elsker konkurrence-elementet i cykelløbene, så jeg håber at jeg kan blande mig i den sjove ende af feltet, selv om det her i min første sæson som juniorrytter mest handler om at lære og få erfaring, siger Mads Schulz Jørgensen, som er klar til at ofre sig for holdet, når det er nødvendigt. Og så er han en slider, der er meget disciplineret omkring sin træning.
Og når Mads Schulz Jørgensen ikke suser rundt i timevis på de mudrede græs- og grusstier eller landevejen, så passer han sin HHX-uddannelse på Slotshavens Gymnasium i Holbæk – og så hænger han ud med vennerne og slapper af og lader op til den næste træningsdag.
.
TAK TIL VORES SPONSORER:
Seneste kommentarer